Hvad er sansemotorisk stimulation?

Q: Hvad er sansemotorisk stimulation?

Sansemotorisk stimulation er en terapeutisk tilgang, der fokuserer på at stimulere og integrere sanserne og motoriske færdigheder. Dette involverer en række aktiviteter, der er designet til at forbedre kropsbevidsthed, balance, koordination og motorisk kontrol. Sansemotorisk stimulation er ofte brugt til at hjælpe mennesker med forskellige behov, herunder børn med udviklingsforstyrrelser, personer med neurologiske lidelser og ældre med balanceproblemer. Terapien kan omfatte en bred vifte af aktiviteter, herunder lege, øvelser, berøring, svingning, tryk og brug af forskellige sensoriske materialer.

Sansemotorik er et udtryk for samarbejdet mellem vores sanser og vores bevægelser (motorik betyder bevægelse). Når vi bevæger os, så sker det i et konstant samarbejde mellem sanser, hjerne og motorik, hvor vores sansenervebaner sender besked op gennem rygmarven til hjernen, hvor sanseindtryk i første omgang kan hæmmes eller fremmes, alt efter om vi skal reagere her og nu på dem.

Herefter sendes de udvalgte sanseinput op til hjernen, hvor de organiseres til en meningsfuldhed og der sendes så besked ud til kroppen via de motoriske nervebaner om f.eks. at ”nu skal du strække din arm for at gribe bolden”, eller ”nu skal du genvinde balancen, ellers falder du”.

Dette samarbejde mellem sanserne, hjernen og bevægelserne skal ske automatisk. Hvis sanserne ikke er velstimulerede, kan der opstå ”knuder” i ”vejsystemet”.

Der findes 3 primære sanser, som bør have særlig opmærksomhed når sanserne skal stimuleres.

Sansemotoriske sanser

Der er 3 primære sanser, som hedder:

Følesansen / Taktilsansen
Vestibulærsansen / Labyrintsansen
Proprioceptive sans / Kinæstesisansen

De kaldes for de primære sanser, fordi de udvikles meget tidligt i fostertilværelsen (fra 7 uge, hvor fostret et på størrelse med et blåbær og indtil 10. uge, hvor fostret er på størrelse med oliven) og fordi de er grundlaget for al motorisk udvikling, fordi de samarbejder med hjernen og derfor gør sanseintegration muligt.

Følesansen

Følesansen har modtagere/receptorer i hud og slimhinder. Vi har flest følemodtagere omkring mund, hænder og fødder, og vi har flere følemodtagere på forsiden af kroppen, end på bagsiden.

Vestibulærsansen

Vestibulærsansen sidder i det indre øre og har 3 buegange, hvori der flyder en tyk væske. På væggene af buegangene sidder der nogle små fimrehår, som den tykke væske skubber til hver gang vi bevæger hovedet. Disse signaler sendes videre op til hjernen, som analyserer sanseindtrykkene og her opfattes det så, om vi bliver svimle, er ved at miste balancen eller om alt er ok. Der sidder også nogle små sække under labyrintorganet, som bl.a. er med til at registrere de lineære bevægelser.

Proprioceptive sans

Den proprioceptive sans har modtagere/receptorer i muskler, sener og ledkapsler. Her registreres musklers spænding og lemmernes stilling ift. hinanden og ift. tyngdekraften. Denne sans bruges f.eks. til at bedømme hvor megen muskelstyrke vi skal bruge i en aktivitet. Vi kender nok alle fornemmelsen af at løfte en mælkekarton, som vi tror er fyldt. Så er den næsten tom og vi er ved at kaste den over skulderen i løftet, fordi vores muskelstyrke til bevægelsen ikke er afstemt med kartonens indhold.

Sanser og bevægelser

Når vi bevæger os i et rum, måske med mange mennesker omkring os, så er sansen med til at hjælpe os udenom møbler og andre. Den er altså også vigtig ift. at kunne bedømme afstand, dybde og plads omkring os.

De primære sanser bør stimuleres gennem hele livet, men særligt i alderen 0-6 år skal de stimuleres gennem legeaktiviteter, fordi sansernes funktion og erfaringer med bevægelse, hjælper barnet til at forstå abstrakte ting som bl.a. foran, bagved, ved siden af etc. samt rummelighed og bogstavers forskellige former.